mandag den 20. april 2009

Kill Frenzy (bare jeg var 80 år - del 2)

I nogen computerspil får du point for enten at køre folk over eller plaffe dem ned. Jo mere bestialsk, jo flere point gives der.

Computerspillet Grand Theft Auto har en overraskelse, der hedder 'Kill Frenzy', hvor du som anspiller, skal plaffe så mange tilfældige personer ned som muligt på bestemt tid. Jo flere, jo bedre.

Mere brutalt er det i spillet Postal, hvor du som postbud en dag får for meget af det hele, og går amok med et godt gedigent gevær. Plaffer du politi og militær ned, giver det få point, og plaffer du tilfældige civile ned, får du et højere antal.

Disse temmelig brutale spil er sjove at spille, men heldigvis ikke motivation til en adfærd i det virkelige liv. Men jeg skal da gerne erkende, at en lignende adfærd efter sidste weekends to ture over sundet var ganske fristende. (I det følgende er ironi anvendt tilsat en ordentlig omgang mavesurhed)

I takt med at det er blevet forår, godt vejr og der er ankommet flere færgeafgange, har et stort minus desværre også sneget sig ind i den bornholmske bevidsthed. Lejrskoler!!

En advarsel som alle erfarne bornholmere giver til os nytilflyttere. Lad være med at glæde jer for meget. Vi skal også trækkes med lejrskolerne, hvor larmen når nye højder og lejrlederne nye drøjder. Og jeg må desværre give de erfarne øboere ret.

På færgen Villum Clausen kan man fra det mørke dyb (bildækket) høre ens værste frygt blive til virkelighed. Angsten og skrækken står malet i ansigtet på de øvrige passagerer. Skal man hoppe i vandet, spærre indgangen eller lade geværet. Men der er ikke noget at gøre, Lejrskolen er på vej.

De fleste mandlige passagerer tænker helt sikkert på at lade geværet, og det er her tankerne på de voldelige computerspil ankommer. Fordi, hvis jeg kunne erstatte de skadelige kugler med bedøvelsespile, ville det begynde at give mening. Jo flere møgunger, der blev bedøvet, jo flere point. De ville vågne senere og således kunne fortsætte deres terror bagefter i bussen, hvor andre ikke er med.

Fra weekendens ture havde det gjort overfarten meget mere behagelig for mange af færgens andre passagerer.

Blandt andet havde de mange heste, der var klædt ud som 14-årige piger (de kan ikke have været andet bedømt på deres vrinsk af et grin, der var skingert og meget højt), haft godt af at slappe lidt af i drømmeland.

De samme gælder de ti-årige drenge, der klokken 23:30 søndag aften skal diskutere, om Aaker eller Vestermarie Skole er den bedste.

Og så kunne kaptajnen i stedet for at advare mod, at børnene, på grund af høj fart, går ud på dækket, lave en decideret anbefaling, så begynder det faktisk at ligne noget.

Nu skal I endelig ikke tro, at de nævnte synspunkter er et, jeg indtager i min forholdsvis unge alder. Men havde jeg da bare været firs eller krigsherre, så havde det måske haft en gang på jorden. Indtil må vi bide til bolle og ellers glæde os over livet.

Bornholms Stemme.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar