Uge 16 er stadig i sin begyndene fase i denne uge, der byder på en af årets bedste begivenheder i genren for uforståelig smerte og imponerethed.....ja, på søndag løbes nemlig Copenhagen Marathon.
Derfor kan jeg da indvie jer lidt i, hvilke dejlige træningsmuligheder og ruter, der er her på øen.
Da jeg startede for tre måneder siden på radioen, var det kølig vinter og træningsturene foregik med vanter. Men jeg har primært trænet på to ruter. Den er til tempo-turene på omkring 10 km. (fem km ud og fem km hjem). Turen går ud af Rønne mod syd og ud til lufthavnen. Ruten går nogenlunde langs stranden, igennem skov, strand og forbi øen mest fashionable hotel.
Turene er på ingen måde behagelige og handler mest om at rykke den komfortable zone, jeg løber i. Det vil sige, at løbet ikke må være for behageligt - puls og vejrtrækning skal op på et niveau, hvor man har lyst til at stoppe. Formår man at holde det tempo hele vejen, vil man kunne løbe stærkere i sin komfortable zone, uden at indvolde er ved at ryge ud. Turene har gennem de sidste tre måneder været fantastiske....bagefter.
Den anden rute har været ud af Rønne mod nord og på vej mod den by, der hedder Hasle cirka 10 kilometer væk. De to første kilometer er ud af Rønne, og derefter møder løbeskoene skoven, der hedder Nordskoven. Det er en fantastisk skovsti, hvor vejen ikke kan høres, og stierne snoer sig næsten gennem træerne.
På vejen mod Hasle løber man også igennem byen med det fedeste navn; Sorthat-Muleby.....meget smukt. Skovlandskabet suppleres af små bakker og rislende vandløb. Det er meget motiverende at løbe i. Disse ture er beregnet til længere ture på 20 km og derover. Derfor er tempoet også noget lavere, og handler om, at kroppen har det behageligt, og vænner sig til et bestemt tempo.
Derudover er der også spinning i det lokale fitness-center. Efter en start hvor instruktørerne åbenbart troede, at popnumre og U2 er den bedste måde at få folk til at cykle, er det heldigvis blevet bedre. Både programmer og musik er blevet hårdere og timernes provinsmærkat, er blevet erstattet af noget væsentligt bedre. Og dermed er træningen også blevet bedre.
Endelig er den udendørs cykeltræning begyndt, og hver mandag cykler vi i halvanden time. Der er Bornholm virkelig fantastisk. Naturen er smuk og varieret, og bakkerne nærmest råber på at blive besteget. Dertil har jeg været så heldig at låne en af værternes tyve år gamle racer-cykel. Alderen betyder ingenting, den og jeg er allerede blevet gode venner. Mandag var turen på 41 km. Tempoet på 27 km/t, og med flere gode bakker, der skulle forceres. Og lyden af et felt på vej ned ad en bakke, hvor man høre kæderne klimre og dækkene slå mod asfalten. Helt fantastisk.
Men på søndag går det altså løs med sæsonens første store løbetur. Formen er nogenlunde, hvor den skal være. Benene gode, tempoet okay og kosten ved at blive tilpasset så depoterne er fyldt.
Ellers byder sæsonens på to andre maratons i Nuuk og i Berlin. Af andre ting er der Etape Bornholm - et maraton over fem dage. Et 24 timers stafetløb om to en halv uge. Bornholm Rundt på cykel i slutningen af august - ruten er 103 km. Også derudover også lige en gang triatlon lidt uden for København og sæsonen sluttes af i oktober med deltagelse i Erimitageløbet.
Skulle I have lyst til at heppe med på søndag, skal I være meget velkommen på ruten. Gerne efter 30 kilometer. I aner ikke, hvor meget det betyder!
Bornholms Stemme
tirsdag den 19. maj 2009
onsdag den 6. maj 2009
Lige lovlig live
Jeg skal stærkt beklage, at blogaktiviteten er en smule stagnerende, men der er altså her et stykke inde i uge 14 godt gang i øen, der altså for alvor er begyndt at leve. Og derfor er overskuddet til at skrive på denne side også faldet lidt.
Men nu er der altså lidt nyt fra øen, og jeg holder mig til et stykke af den lagkage af emner, jeg gerne vil skrive om. Så vil I høre mere om priestgate, sjove navne, løb og spinning og sjove måder at øve speaks på, så lad os tage den live ansigt til ansigt.
Men lidt live bliver der også over det følgende.
Jeg har nemlig fredag i uge 12 og mandag i sidste uge været så heldig at få lov til at sende direkte, hvilket er en smule anderledes end at kunne gemme sig trygt bag redigeringsknappen.
Jeg havde et par dage forinden hørt lidt murren i krogene om en bestemt historie, som den unge juniorpraktikant kunne tage ud og dække, men jeg tænkt 'nå ja, det er en lille sød begivenhed, som skal redigeres til et indslag.
Men men men efter en selvfølgelig velfortjent frokost ankom redaktionssekretæren snigende bag min stol, og vups jeg var fanget på min plads. 'Casper, vi skal bruge dig i morgen', lød det.
'Har du lyst til at prøve at sende live i morgen klokken 7:30. Vi har brug dig til at dække vores tophistorie om, hvorvidt der kommer en bilmesse til Åkirkeby igen.
Dilemmaet var nu, turde jeg virkelig forlade det trygge helle bag redigeringsknappen og bevære mig ud på det dybe vand.
Efter en kort betænkningstid var svaret et rungende ja.
'Fint, så ringer du og laver aftale og møder ind ved seks-tiden i morgen tidlig, så du kan koordinere med nyhedsoplæser og hr. Liniger, der er morgenvært'.
Som sagt så gjort. Jeg fik lov til at få den anden praktikant, Anders, med til at se om alt fungerede ordentligt. Interviewpersonen skulle vi møde på et gudsforladt sted kaldet Stenseby (og ja, det var virkelig gudsforladt, men der lå en bilforhandler midt i ingenting).
Afsted klokken 6:40 på en smuk solskinsøen i vores dejlige sendevogn. En mercedes kassevogn med alskens dejligt legeudstyr. Og så har den en V8-motor der altså brøler. Næsten så fantastisk som lyden af en dejlig Corvette.
Vi ankommer til Stenseby og får sat strøm til skidtet og møder kilden, jeg skal interviewe og sætter ham ind i, hvad jeg vil spørge ham om.
Liniger spørger hjemme fra studiet, om jeg kan høre ham. Han går fint igennem, og han kan også høre mig. Tre minutter, så er vi igennem. Nervøsiteten breder sig i kroppen. Har jeg spørgsmålene på plads, er kilden ordentligt instrueret, er der tændt for skidtet. Alt er i orden.
Liniger siger et minut fra studiet, stilheden breder sig i bilforhandleren, mens jeg kan høre nyhederne begynde i mine hørebøffer.
Min nyhed bliver læst op og nyhedsoplæseren ankommer med ordene: 'Og vores reporter Casper Enriques er taget til Stenseby....
Vi er igennem. Jeg plaprer, stemmen er rolig, men hænderne ryster mere end en person med parkinson, så lidt nervøse er vi. Kilden får svaret på, om der bliver en bilmesse igen. Det gør der om et par år. Jeg siger 'tak skal du have'. Det hele er overstået, nærmest før vi er kommet igang.
Nervøsiteten sænker sig, og jeg kan lige puste ud inden næste lidt længere omgang i fladen fem minutter efter. Men der er ros fra Liniger og fra Anders, så hjertet slår lidt roligere.
Så der er ro på et par minutter, da Liniger siger, at vi skal tilbage til Stenseby for at høre mere om, hvordan evalueringen af bilmessen i Åkirkeby forløb.
Der er ro på, næsten lidt collness. Første spørgsmål: "Hvad har været de største sucesser ved bilmessen?".......kilden svarer: "det har været.....jeg synes......nu står jeg og vrøvler"?
Doh, vi er på live. Vælter hele læsset nu. Nej heldigvis. Kilden virker rolig nok, og derfor stiller jeg spørgsmålet igen. Denne gang svarer han uden de store problemer, og snakken forløbet nogenlunde problemfrit. Og efter der er sagt tak skal du have og den direkte sending er afsluttet, er det alt i alt forløbet rigtig godt.
At kilden så bagefter først opdager, at vi har været igennem live, minder bare om, at jeg altid skal gøre folk 100 procent opmærksomme på, at de er live igennem. Men det havde været pinligt, hvis han havde sagt, at det kan vi bare klippe i. Så havde det været lige lovlig live, som Fritz siger det til Gynter.
Hav det bar dæjligt indtil næste omgang skrift.
Bornholms Stemme
Men nu er der altså lidt nyt fra øen, og jeg holder mig til et stykke af den lagkage af emner, jeg gerne vil skrive om. Så vil I høre mere om priestgate, sjove navne, løb og spinning og sjove måder at øve speaks på, så lad os tage den live ansigt til ansigt.
Men lidt live bliver der også over det følgende.
Jeg har nemlig fredag i uge 12 og mandag i sidste uge været så heldig at få lov til at sende direkte, hvilket er en smule anderledes end at kunne gemme sig trygt bag redigeringsknappen.
Jeg havde et par dage forinden hørt lidt murren i krogene om en bestemt historie, som den unge juniorpraktikant kunne tage ud og dække, men jeg tænkt 'nå ja, det er en lille sød begivenhed, som skal redigeres til et indslag.
Men men men efter en selvfølgelig velfortjent frokost ankom redaktionssekretæren snigende bag min stol, og vups jeg var fanget på min plads. 'Casper, vi skal bruge dig i morgen', lød det.
'Har du lyst til at prøve at sende live i morgen klokken 7:30. Vi har brug dig til at dække vores tophistorie om, hvorvidt der kommer en bilmesse til Åkirkeby igen.
Dilemmaet var nu, turde jeg virkelig forlade det trygge helle bag redigeringsknappen og bevære mig ud på det dybe vand.
Efter en kort betænkningstid var svaret et rungende ja.
'Fint, så ringer du og laver aftale og møder ind ved seks-tiden i morgen tidlig, så du kan koordinere med nyhedsoplæser og hr. Liniger, der er morgenvært'.
Som sagt så gjort. Jeg fik lov til at få den anden praktikant, Anders, med til at se om alt fungerede ordentligt. Interviewpersonen skulle vi møde på et gudsforladt sted kaldet Stenseby (og ja, det var virkelig gudsforladt, men der lå en bilforhandler midt i ingenting).
Afsted klokken 6:40 på en smuk solskinsøen i vores dejlige sendevogn. En mercedes kassevogn med alskens dejligt legeudstyr. Og så har den en V8-motor der altså brøler. Næsten så fantastisk som lyden af en dejlig Corvette.
Vi ankommer til Stenseby og får sat strøm til skidtet og møder kilden, jeg skal interviewe og sætter ham ind i, hvad jeg vil spørge ham om.
Liniger spørger hjemme fra studiet, om jeg kan høre ham. Han går fint igennem, og han kan også høre mig. Tre minutter, så er vi igennem. Nervøsiteten breder sig i kroppen. Har jeg spørgsmålene på plads, er kilden ordentligt instrueret, er der tændt for skidtet. Alt er i orden.
Liniger siger et minut fra studiet, stilheden breder sig i bilforhandleren, mens jeg kan høre nyhederne begynde i mine hørebøffer.
Min nyhed bliver læst op og nyhedsoplæseren ankommer med ordene: 'Og vores reporter Casper Enriques er taget til Stenseby....
Vi er igennem. Jeg plaprer, stemmen er rolig, men hænderne ryster mere end en person med parkinson, så lidt nervøse er vi. Kilden får svaret på, om der bliver en bilmesse igen. Det gør der om et par år. Jeg siger 'tak skal du have'. Det hele er overstået, nærmest før vi er kommet igang.
Nervøsiteten sænker sig, og jeg kan lige puste ud inden næste lidt længere omgang i fladen fem minutter efter. Men der er ros fra Liniger og fra Anders, så hjertet slår lidt roligere.
Så der er ro på et par minutter, da Liniger siger, at vi skal tilbage til Stenseby for at høre mere om, hvordan evalueringen af bilmessen i Åkirkeby forløb.
Der er ro på, næsten lidt collness. Første spørgsmål: "Hvad har været de største sucesser ved bilmessen?".......kilden svarer: "det har været.....jeg synes......nu står jeg og vrøvler"?
Doh, vi er på live. Vælter hele læsset nu. Nej heldigvis. Kilden virker rolig nok, og derfor stiller jeg spørgsmålet igen. Denne gang svarer han uden de store problemer, og snakken forløbet nogenlunde problemfrit. Og efter der er sagt tak skal du have og den direkte sending er afsluttet, er det alt i alt forløbet rigtig godt.
At kilden så bagefter først opdager, at vi har været igennem live, minder bare om, at jeg altid skal gøre folk 100 procent opmærksomme på, at de er live igennem. Men det havde været pinligt, hvis han havde sagt, at det kan vi bare klippe i. Så havde det været lige lovlig live, som Fritz siger det til Gynter.
Hav det bar dæjligt indtil næste omgang skrift.
Bornholms Stemme
Abonner på:
Opslag (Atom)
