Efter et par blogs med mere generelle betragtninger om alt eller intet fra Danmarks skønneste og næstøstligste ø, vil fokus i enkelte af de ankommende blogindlæg være mere vinklet (som det smukt hedder i journalistsproget), mens jeg ud af vinduet kan se, at Villum ikke er gået til kajs, har lukket bovene og sagt godnat til Rønne.
Da bopælen var i København havde vi blandt vennerne en stående joke om altid at spørge - 'er det ikke dig fra....?, når vi mødtes. Vi så og sige lege, vi havde set hinanden et sted før.
Sådan er hverdagen faktisk lidt i Rønne. Her leger vi bare ikke. Jeg synes efterhånden, det er tydeligt, at folk kender hinanden og ofte støder ind i nogen, de lige skal snakke med. Et typisk storby-argument for ikke at bo i provinsen, fordi i KBH kan man da gemme sig.
Og boede jeg ikke nu selv i disse mindre metropolagtige omgivelser, ville jeg faktisk nok mene det samme, men jeg er på vej til at blive omvendt. Jeg er endnu ikke begyndt at hilse på folk, jeg husker fra værtshuset, biffen, toget eller færgen, men der er et par stykker, hvor jeg har tænkt 'er det ikke ham fra Big Brother, Fragglerne eller Netto?'.
En anden ting er, at folk ret hurtigt ved, hvem man er. En ganske spøjs ting, men til gengæld noget, der har fået mig til indtil videre at føle sig velkommen. Indtil videre er det sket tre gange. Alle sammen i forbindelse med noget træningsrelateret. Jeg har ikke endnu ikke forstået, hvordan det kan være.
Da jeg skulle melde mig ind i fittnesscenteret og sprang over de normale prøvetimekøer (fordi vi har trænet før), var der straks noget andet personale, end dem jeg havde snakket med i telefonen som vidste, at ham der Casper skulle melde sig ind. Jeg havde ikke lige regnet, at personalet allerede vidste, hvem dette nye medlem var.
Næste gang var da husets yndige kvinde Else-Marie skulle præsentere undertegnede for sin kollega Frederik. Han havde allerede fra en DR-kollega hørt om den nye praktikant, der åbenbart var i konstant løbetid.
Og sidst men ikke mindste til første spinningtime søndag, hvor jeg listede mig ind, og instruktøren straks sagde - 'du må være Casper?'........ja, nikkede jeg konstaterende. Allerede et kendt ansigt blandt cykelmyggene.
Så alle disse måske noget selvhøjtidige og gentagende beskrivelsers formål er at illustrere, hvor hurtigt folk ved, hvem man er.
Det kan måske være lidt tankevækkende at være genkendt så hurtigt, men indtil videre har alle genkendelserne været efter fulgt af 'et velkommen til øen', der gør, at jeg føler mig meget velkommen, og derfor gør det indtil videre ikke så meget, at folk ved, hvem man er.
Men nu ikke mere fra tasterne i denne omgang. Bornholms Stemme vender tilbage i løbet af den ankommende tid sikkert om nogle betragtninger om øens fantastiske bynavne, der giver Jyllands - Øm, Høm, Tarm, Lem og Stilling hård konkurrence.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar