Bare jeg var 80 år

Mens alle licenserne betjenes med X-factor, folk til førfester skruer Xtra højt op og vejret er Xtremt elendigt, kribler det igen i fingrene for at spilde jeres tid på denne side.

Emnet denne gang er ikke en nærmere gennemgang af fantastiske bornholmske bynavne. Det bliver heller ikke en præsentation af mine bofæller, som jeg passende kunne præsentere, da jeg er i behørig afstand af Rønne (ironi kan være brugt i dette afsnit).

I stedet drejes kompasset mod konceptet at pendle fra hjemmet i Rønne til København og retur igen. Turen til og fra Bornholm består af en togtur på 80 minutter fra Hovedbanen til Ystad og derefter en gyngetur med unge Villum på 75 minutter. Altså, en tur på cirka tre timer, når ventetid regnes med og heller ikke en vanvittig lang tur.

Men alligevel har jeg de gange, jeg har pendlet, ønsket min alder var 80 og ikke ultimo 26 år, og at jeg kunne brokke mig i stor stil. Nærmere forklaring på hvorfor, følger NU!!

På disse offentlige pendlerture er der flere to slags passagerer. Der er kategorien bløde rejsende, nærmere defineret - ægtepar på 50 år og derover, der åbner Bornholms Tidende eller en af morgenaviserne og måske beder partneren om sektion 2. Så er der unge par, studerende eller lyshårede hestepiger. Alle er trætte efter en heftig weekend eller en lang arbejdsuge og lægger sig til at sove. Altså, de bløde rejsende er dem, der holder gællerne klappet i.

Anden kategori er de hårde rejsende. Enlige mødre eller unge par med babyer og børn under fem år, der har været i København og skal hjem til Bornholm, eller den omvendte tur til familie i resten af landet. Med blandt de hårde er soldaterkammeraterne (ja, de ligner sgu Preben Kaas og Dirch), der skal til København eller hjem til Kvalmegårds kaserne. Fælles kendetegnet for denne hårde gruppering er en særdeles højrøstet adfærd, der synes udfordrende for omgivelserne.

På de nuværende ture til frem og tilbage (uden kaffe eller kage fra DSB's side) har begge grupperinger været repræsenteret. Og bestemt også gjort opmærksom på sig selv.

For eksempel gjorde en unge i den anden ende af kupeen en køn ung dame og mig opmærksom på, at hun var ked af det, i et grådorgie der ikke efterlod nogen tvivl, at togturen ikke var det fedeste. Hun gjorde også opmærksom på, at hun snart gerne ville af. Et ønske jeg gerne havde efterankommet med det samme, men forældrene syntes desværre ikke så gavmilde. I stedet skulle ungen øverdøves med råb eller ud og gå en tur for at se, hvor irriteret resten af kupeen var. Jeg er sikker på, at sovepiller ville være en glimrende ide.

På Villum er der heldigvis legerum. Men hvorfor skal møgungerne have lov til kun at benytte det, så vi andre ikke kan ankomme til? Alligevel skal gangene mellem siddepladserne benyttes til fangeleg eller syret dans og dermed forstyrre de andres passageres læsning. Kan legen ikke foregå på udendørsdækket, som kaptajnen ellers fraråder udgang på under sejladsen?

Soldaterkammeraternes høje lydniveau afstedkommes ikke af utilfredshed, leg eller dans, men snarere af fælles kådhed og indtaget af alkoholiske drikke over 4,6 %, hvorefter vi andre skal involveres i deres snak om, hvad resten af aftenen byder på. Med et decibelniveau der får en jetjager til at blegne, indblandes vi andre i diskussionen om, hvorvidt Out (i folkemunde IN) eller diskotek Flintstones er målet for aftenens rejse. De kunne i stedet tage plads ude på dækket sammen med ungerne og trække lidt frisk luft og ryge den smøg, vi andre udmærket er klar over, de hungrer efter. I toget kunne de måske stå af i Svedala, der sikkert er en vældig spændende by og lade den nærmeste gård vide, at de skal ud og feste.

Nu sidder I måske og tænker, at det er sådan, jeg tænker, når der pendles til og fra eastside Denmark, men det gør jeg selvfølglig ikke. Der skal jo være plads til alle, og nå ja, er der lidt larm, er det snart overstået. Det kan jo være, man selv ankommer i en situation, hvor man er i den tunge kategori, og så er det rart, at alle er overbærende. Så derfor tænker jeg selvfølgelig ikke sådan. Men havde jeg været 80 år, kunne jeg tillade mig det. Alting havde været bedre i ruder konges tid og min sociale værnepligt udtjent og dermed retten til at kritisere alt og alle givet. Sådan er det ikke, men en gang imellem ville, jeg ønske, jeg bare var 80 år.

Bornholms stemme.