Kære alle.
Først et forsinket godt nytår til jer alle. Her fra værelset i Storegade kan jeg se ud over de snedækkede tage, mens der flyver pelikaner forbi vinduet i den særdeles hektiske blæst.
Jeg er nu i gang med sidste stint herovre, inden turen mere permanent går tilbage til København og skolebænken i Roskilde igen.
I disse to første uger efter nytår er jeg i gang med en ordentlig afspadseringspukkel, som gør, at jeg får holdt mit livs længste juleferie. Og dog, fordi jeg har skrevet på den praktikrapport, vi skal aflevere efter endt praktik. Så er den ude af verden, og jeg skal ikke bekymre mig om den mere. Altid i god tid, det siger sig selv.
Derudover har jeg haft et par timer som spinninginstruktør i det motionscenter, jeg har hærget de sidste elleve måneder. På valgaftenen var instruktøren på det morgenhold, hvor jeg skulle deltage syg, og derfor blev jeg opfordret til at indtage instruktørstolen. Det var en udmærket succes, og jeg sagde, de skulle være velkommen til at ringe, så ville jeg da gerne indtage pladsen flere gange.
Og kort før jul ringede de fra centeret og var temmelig intesseret, så derfor har jeg haft tre timer i den forgange uge, og skal i fire gange yderligere i januar.
Folk har generelt været ret positive, enkelte har også kommet hen og direkte sagt, at det virkelig var godt. Men de har også understreget, at timerne er hårde.
Det kan jeg ikke forstå. Bare fordi der bliver kørt i en del små ryk og en hel del opad, så bliver det hårdt :) Og jo, det er nok blevet lidt hårdt for de kære bornholmske spinnere, når den lille københavner, der elsker bakker, sved og besværede åndedræt råber og vejleder derudaf.
Men trods den lidt uoverskuelige hårdhed gør de, hvad de kan for at hænge med. Faktisk så meget så en af spinnerne fik det dårligt efter en af timerne og måtte køres hjem efter at have fået et skud druesukker. Derfor må vi nok hellere moderere programmerne lidt og give en pause ekstra. Det skal være hårdt, folk skal bare ikke falde om over det.
Spin selv videre og følg med i næste blogindlæg, der bliver en af de sidste, da der selvsagt ikke er meget tid tilbage til at rapportere fra Bornholm.
Bornholms Stemme
søndag den 10. januar 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)

Ingen kommentarer:
Send en kommentar